Nå! Det var den sommer. Vi er allerede henne i august. Jeg kan se, at efteråret kommer. Det har ikke været den mest herlige sommer i år. Masser af regn og en del aftener med blæst. De aftener, hvor vi skulle have siddet ude på terrassen. Vi skulle have nydt et par grillmiddage med et glas vin til. Hvor blev de aftener af? De kom slet ikke! Er jeg sur? Nej, da. Slet ikke. Bare lidt ked af, at sommeren ikke udviklede sig til at blive den skønne sommer, som jeg havde drømt om. Du ved sådan med romantiske aftener, hvor man sidder ude til langt ud på natten – eventuelt ved et bålsted. Eller ved et bord og får lagt en lille én af de plaider fra Ib Laursen, man har om skuldrene, fordi det bliver lidt småkoldt derhenne ved midnatstid.

Sådan gik det ikke

Sådan blev det bare ikke. Det blev til nogle aftener, hvor vi altid lige skulle huske at have et par paraplyer med, når vi gik aftentur med hunden. Besværligt. Men nu ser jeg så frem til efteråret. Måske er jeg et efterårsmenneske. Jeg kan godt lide at sidde inde i vores stue med ild i brændeovnen og lytte til musik. Slænge mig i sofaen med en plaid over mig, en god bog og en god kop kaffe. Det går man aldrig forkert med. Altså en god bog, en kop kaffe og ild i pejsen. Vi har sådan en brændeovn, der selv regulerer, hvornår den sender varme ud. Jeg er glad for den. Jeg skal bare lige huske at bestille brænde til den. Det er især hyggeligt, når det stormer udenfor, og man kan høre, at bladene hvirvles rundt.

Skøn brugskunst

Så måske er det slet ikke så forfærdeligt, at sommeren ikke har været så god som jeg håbede, den blev. Jeg har jo mange flere somre at se frem til. Så jeg må bare nyde, at vi har et komfortabelt liv. Vi bor i et dejligt hus. Vi har, en skøn have. Vi mangler intet. Har alt, hvad vi ønsker os. Lige fra designerlamper, brugskunst til smukke plaider, der er i stil med resten af vores hjem til den store bil. Ingen kan sige, at vi mangler noget. Jeg ved dog, at vi mangler én ting i vores liv. Kærligheden. Den er ligesom blevet væk. Ikke at vi ikke holder af hinanden. Vi har bare ikke længere den der gnist, som alle andre har. Alt er ok. Alt er planlagt. Alt flasker sig, som vi vil have det. Og dog. Intet er helt, som jeg ønsker mig det.

Er det bare mig?

Er det bare mig, der har det sådan? Er jeg på vej ind i sådan en midtlivskrise, som mine veninder taler om? Du ved, når man kommer i overgangsalderen, og når de fleste af de mål, man satte sig som ung, er nået? Jeg spørger bare. Hvordan lærer jeg at sætte pris på det, jeg har – og det, der sker – her og nu? Det kunne jeg jo godt for bare få år siden. Så hvorfor ikke nu?