Er der mos i din græsplæne, på dit tag eller på dine fliser? De fleste hus- og haveejere har prøvet at tage kampen med mosset. Men mos er en ihærdig modstander, der ikke lige opgiver kampen for sin eksistensberettigelse. En gang i mellem kan man da også få lyst til bare at lade mos være mos – og hvorfor egentligt ikke? Hvorfor skal det absolut fjernes?
Der kan være æstetiske grunde til at fjerne mos. Det er ikke sikkert, at du synes, at det ser pænt og velholdt ud, hvis der gror mos over det hele på din grund.
Grunden kan også være mere praktisk og økonomisk. Dine fliser holder fx længere, hvis du holder dem fri for mos. Mos kan ødelægge overfladen på dine fliser og gøre dem endnu mere modtagelige overfor mere vækst med mos, alger og andet ukrudt. Desuden er fliser med mos mere glatte at gå på.
Hvis man gerne vil have en stærk flot græsplæne, er det surt at se, at mosset nærmest har overtaget det meste af græsplænen. Mos i græsplænen trives specielt godt på de fugtige og mere skyggefulde steder i haven fx under frugttræer eller op mod hækken. Her kan det være en ide at beskære frugttræerne. Med hækken kan det være sværere. De fleste ønsker en tæt hæk af en vis højde. Ellers kan du overveje ikke at lade græsplænen gå helt ud til hækken.
Vil du gerne have en græsplæne fri for mos, er der ikke nogen enkel løsning på problemet. Har du mos på et lille areal, vil du kunne fjerne mosset fra det areal. Det kan dog være en uoverkommelig opgave, hvis det drejer sig om meget store arealer – i hvert fald for nogle. Her kan løsningen i stedet være at prøve på at styrke græsset. Det gør du blandt andet ved ikke at klippe det for kort og heller ikke klippe det for ofte. Så står græsset bedst i kampen mod mosset. Du finder en hel række med gode råd samlet på websiden fjernmos.dk.