Fire hyggelige fortællinger om det at gå på kreativ efterskole – god læselyst!

Anderledes sommer

Det har udviklet sig til en noget anden sommer end den, vi havde planlagt. Først så er der jo alle følgerne efter Corona-krisen. Den ser jo ud, som om at den blomstrer op igen. Der er flere og flere tilfælde af smittede på verdensplan. Og det lader til, at mange steder i verden er de ved at være inde i bølge nummer 2. Det går os på nerverne. Naturligvis. Hvem har det godt med uvished og karantæne? Ja, jeg tror ingen. Men der er også noget andet, som gør, at den her sommer er meget anderledes:
Vores søn har fået sin studentereksamen, og selv om der var tvivl om, at de kunne få lov til at køre rundt til de nybagte studenters familie, så endte det jo med, at det fik de lov til. Og jeg har godt nok haft travlt med at planlægge studenternes besøg her hos os.
Jeg har sagt til min søn, at han skal sige til sine klassekammerater, at de skal starte hos os. Jeg laver en morgen reception for dem, hvor de får lagt et godt fundament, så de kan modstå alle de øller, de vil blive tilbudt resten af dagen hos de forskellige besøg. Så jeg har bagt boller lavet forskellige tærter og sørget for, at de får rige muligheder for at få noget i maven. De får da også lov til at få en Gammel Dansk. Det hører ligesom med, ikke?

Syltet

Jeg har syltet og lavet marmelade. Og ostebutikken blev glad for mit besøg. Ligesom slagteren. Jeg laver et flot oste- og pølse bord til de unge studenter. Jeg ved, at min dreng bliver glad for det. Han elsker selv at få en god og solid morgenmad.
Det er noget, han har lært, da han gik på efterskole, 9. klasse. Han kom på efterskole for 3 år siden, fordi han simpelthen var skoletræt. Han gad ikke læse lektier, bøger eller bare almindelige, dumme dameblade. Han var bare ligeglad med alt.
Vi – min husbond og jeg – var ret bekymrede for ham, og vi talte i lang tid med ham om hans fremtid. Han var ligesom bare ligeglad med det hele. Indtil han blev sendt på efterskole. Det var os, der tog beslutningen på hans vegne. Og det viste sig at være en god beslutning. Efter et halvt år på efterskolen blomstrede han ligesom op igen. Han begyndte at interessere sig for forskellige ting. Begyndte at tegne og spille musik igen. Han begyndte faktisk også at interessere sig for os. Ringede hjem et par gange om ugen for at fortælle os, at han har det godt. At han er glad.

Jeg – og min mand – er rigtig stolte, over at han i dag er blevet student. Det, havde vi faktisk ikke troet, ville være muligt. Vores søn har aldrig været den boglige type. Han har altid været lidt vild. Men det lader til, at opholdet på efterskolen har lært ham, at man ikke nødvendigvis skal være en boglig type for at kunne komme videre i livet. Han har jo selv oparbejdet motivationen for at blive student, så han kan komme ind på den uddannelse, han ønsker sig.

En sommer er det jo

Vi har en sommer, sådan som den skal være: Lidt sol, mere regn, end vi ønsker os dage med varmt vejr, og så en masse dage, hvor man bare spørger sig selv om sommeren nogensinde, er kommet hertil. Ikke desto mindre, så nyder vi sommerferien. Nu er der jo ligesom kommet lidt ro på tingene igen efter den her Corona-krise, som har påvirket alt og alle.

Her i familien har vi selvfølgelig passet på. Holdt afstand og går med mundbind, når vi går i storcenteret. Det har været et svært forår for vores ældste søn. Det her med at modtage undervisning via en eller anden platform er han forståelig overfor. Men han har meget svært ved at holde sin selvdisciplin. Og det har rent ud sagt ikke været særlig morsomt at skulle holde ham i ørerne med hensyn til at få den undervisning. Vi har skændtes, så det bragede her i hele nabolaget om det. Og vores naboer har da også kommenteret på det. Jeg er ligeglad. Jeg er nemlig glad. På min søns vegne. Han har i de sidste to år været på venteliste for at komme ind op en musikefterskole, som er meget efterspurgt. Han er blevet optaget i år og skal starte efter sommerferien. Han glæder sig. Han siger faktisk, at det er det eneste positive, som er sket for ham i år.

Da vi for 2 år siden fandt ud af, at musikefterskolen måske ville være den ideelle løsning for ham, var vi kommet for sent ud af starthullerne med at finde det rigtige sted til ham. Da vi endelig fandt det, var der ikke plads til ham. Så han kom på venteliste, og nu ser det ud til, at han skal afsted. Medmindre de selvfølgelig er nødt til at lukke ned igen, hvis der kommer en ny epidemi-bølge. Og det er der faktisk mange, der taler om, at der vil gøre. Vi vælger lige nu bare at glæde os over mailen, vi fik, om at skolen regner med at se ham i august.

Det har været en kilde til mange bekymringer her i løbet af foråret og de første sommermåneder. Måske ville han ikke få plads. Måske lukker skolen helt pga. krisen. Den har jo medført alvorlige økonomiske problemer for mange virksomheder. Han har selv fulgt ret godt med i, hvad det har betydet for efterskolerne, at de måtte lukke ned og sende eleverne hjem. Han har også fulgt med i, hvor han lå på den specifikke musikefterskoles venteliste. Der var en periode, hvor han kunne se, at han kom højere og højere op på den. Det var lige, da epidemien toppede her i landet. Der var mange, som aflyste tanken om at sende deres barn på efterskole. Han gav os faktisk en daglig rapport: ”I dag ligger jeg som nr. 7 på listen. I dag ligger jeg som nr. 5.” Han glæder sig til at komme væk fra det almindelige folkeskolesystem og få lov til at spille al den musik, som han elsker. Jeg håber virkeligt, at vi alle har lært at håndtere Covid-19, når han skal starte.

Hjem fra efterskolen

Min store pige er kommet hjem efter de sidste ugers tid på efterskolen. Det var et turbulent forår for hende. Alt det der med Corona og social afstand og den slags tog hårdt på hende. Hun havde lige nået at blive rigtigt glad for at være på efterskolen. Hun har svært ved at omstille sig hurtigt, og hun er forholdsvist genert. Derfor var det noget af en katastrofe, da hun blev sendt hjem fra efterskolen. Heldigvis kunne hun tage tilbage til den i begyndelsen af maj igen. Og da hun fik besked om det, var hun utroligt glad. Hun havde savnet de veninder, hun har fundet på skolen. De går på en drama efterskole. Og de beskæftiger sig med alt, hvad der har med skuespil, teater og musik at gøre. Det er lige hendes bane.

Det hele startede med, at hun erklærede, at hun ikke gider at gå i skole mere. Hun gider heller ikke at tage et arbejde. Og hun vil ikke i lære. Nej. Hun vil bare lave teater.

Dengang hun sagde det, var hun meget ked af det. Hun var faktisk på vej ind i en depression. Vi fik hende derfor taget ud af folkeskolen, og hun fik et halvt års pause, hvor hun bare gik herhjemme. Det var svært for os som hendes forældre. Men vi klarede det. Og vi talte meget med hende om, hvad hun vil gøre i fremtiden. Efter et halvt år med diskussioner og tanker, der fløj rundt i hovederne på os, fandt vi så på det her med at sende hende på efterskole 10. klasse.

Vi kunne godt mærke på hende, at tanken var fremmed for hende. Bare det, at vi nævnte ordet skole, fik hende til at stejle, og ikke ville tale med os. Men da vi fik fortalt hende om, at de efterskoler, vi har set alle sammen, har noget med teater at gøre, begyndte hun lidt efter lidt at lytte til os.

Min mand viste hende nogle sites, han havde fundet fra forskellige teaterefterskoler, som hun kunne kigge nærmere på for at se, om det mon var noget for hende. Hun kiggede da på dem, men var meget skeptisk overfor tanken. Indtil den dag, hvor vi tog på besøg på en efterskole, der ligesom holdt åbent hus. Man kunne komme og besøge dem og få et førstehånds indtryk af, hvad det vil sige at være på efterskole. Og hun var ret begejstret. Hun havde talt med nogle af eleverne, som gik på skolen på det tidspunkt, og hun havde fået en masse ting at vide om, hvad det vil sige at være på sådan en skole. Tanken om at være væk fra forældrene og sammen med andre, der også godt kan lide at spille teater, var hun ret begejstret for. Hun blev derfor tilmeldt, og heldigvis havde de plads til hende på skolen. Nu har hun så gået på skolen i næsten et år. Med en afbrydelse. Men hun er blevet meget mere ansvarlig og har fået mod på at prøve nye ting.

Ikke altid nemt

Det er ikke nemt at være mor til en pige, der lige er fyldt 14 år. Vores datter er ved at udvikle sig til en selvstændig kvinde, og det kan vi godt mærke. Der er nogle store humørsvingninger, som påvirker os alle sammen hos hende. Det ene øjeblik er hun overvældende kærlig og omsorgsfuld. Det næste er hun rasende og sur på alt og alle. Ingen kan gøre noget rigtigt. Hun kan være ret svær at have med at gøre en gang imellem.

Samtidigt er hun altså også led og ked af skolen. Hun kan faktisk godt finde på at pjække. Når hun gør det, så sidder hun bare herhjemme og leger med makeup. Der var en dag, hvor jeg kom tidligt hjem fra arbejde, og jeg fandt hende her. Hun havde malet hele sit ansigt med min dyre makeup. Jeg blev ret sur på hende. Hun ved, at jeg ikke vil have, at hun rører ved min makeup. Hun havde overmalet sig i hele ansigtet. Jeg ved ikke, hvad hun lignede. Det så nærmest ud, som om hun havde malet sig så overdrevet, fordi hun skulle stå på en scene. Du ved, skuespillerne tegner virkeligt op, så mimikken kan ses på scenen. Jeg kom til at grine ad hende. Det blev hun selvfølgelig sur over. Jeg fortalte hende, hvad jeg syntes, at hun lignede. En skuespiller. En dårlig skuespiller. Selvfølgelig blev hun fornærmet og lukkede sig inde på sit værelse. Der sad hun så i flere timer og lavede et eller andet. Måske noget med musik eller sms med veninderne fra klassen. I hvert tilfælde ikke hjemmearbejde.

Ved aftensmaden talte vi lidt om, hvad der var hændt. Min mand syntes, at det var en bagatel, men han var ikke fri for at kaste et smil i min retning. Han ved, at hun kan være svær at håndtere. Han spurgte hende om, hvorfor hun gør ting, som hun godt ved, hun ikke må, og hvorfor hun i det hele taget pjækkede. Det er der ingen grund til. Hun fortalte, at hun keder sig i skolen og meget hellere vil være sammen med voksne, der forstår hende. Det, der med, at hun keder sig i skolen, har vi tit talt om. Vi har faktisk besluttet at foreslå hende, at hun kommer på en efterskole, hvor hun kan beskæftige sig med noget, der interesserer hende. Hun har på et tidspunkt selv nævnt, at hun gerne vil afsted. Bare væk fra skolen og os. Og lave noget med teater. Hun har et talent for at lave skuespil. Og hun har en fantastisk stemme. Hun kan jo råbe en hel håndboldhal op uden at slide på stemmebåndet.  Under middagen talte vi så om det igen. Hun nævnte, at hun godt kunne tænke sig at komme på en teater efterskole. Hun har faktisk kigget på nogle her i eftermiddags, efter vores skænderi. En af dem har besøgsdag i næste måned. Måske kunne vi besøge den, og hun kan se, om det er noget for hende. Det blev vi enige om at gøre. Resten af aftenen gik uden gnidninger.