Nu er jeg altså ved at gå i panik. Jeg har hjertebanken, og jeg sveder helt utroligt meget. Jeg er faktisk bange for, at jeg er ved at få et hjerteslag. Det dunker i hele min krop. Jeg har forsøgt at ringe til lægevagten. De tager ikke mit opkald. Der er optaget. Det er ikke godt for min panik. Min mand forsøger at berolige mig. Siger, at jeg ikke er ved at dø. Fortæller mig, at jeg skal prøve at bruge en af de åndedrætsteknikker, som jeg lærte for et års tid siden. Dengang havde jeg også et panikanfald, og min mand hjalp mig med at finde en psykoterapeut i København: https://healthyyou.dk/psykoterapi/.

Dygtig psykoterapeut

Det var en dygtig terapeut. Hun hjalp mig godt igennem den krise. Og jeg har da også gået jævnlig hos hende siden da. Egentlig ved jeg godt, at min mand har ret. Tænker jeg mig om, så ved jeg godt, at jeg ikke er ved at dø. Jeg ved også godt, hvorfor jeg får det her panikanfald nu. Min mand ved det også. Derfor er det godt, at han er her, og at han er ret cool. Han formår at berolige mig. Jeg lytter til hans råd om at trække vejret.

Falder lidt til ro

Ganske langsomt falder jeg til ro. Der går en del timer. Jeg får ikke sovet så meget. Men jeg når så langt, at jeg kan tænke lidt mere logisk. Da klokken bliver omkring 5:30, beslutter jeg, at jeg skal ringe til psykoterapeuten i København. Jeg har brug for at tale med ham. Måske er jeg ved at komme et skridt længere i min søgen efter at finde ud af, hvorfor jeg nogle gange reagerer, som jeg gør.

Mit tankemylder har stadigvæk godt fat i mig. Men jeg kan styre det. Jeg vandrer rundt imellem stuen og køkkenet. Venter på, at klokken bliver 7:30, og så vil jeg ringe til min terapeut.